Mød Gitte

Mentor, menneske og mønsterbryder

Sygemelding og psykologi

Jeg har arbejdet med planter og natur i over 25 år, både som gartner og som Skov- og Naturtekniker. Men selvom jeg altid har fundet ro i naturen, fandt jeg aldrig ro i mit arbejde. Jeg rendte ofte ind i konflikter og følte mig forkert og mindre værd end mine kollegaer.

I 2018 var min trivsel så dårlig, at det endte med en sygemelding. Det var hårdt, men set i bagklogskabens lys også heldigt. For da jeg ramte bunden, fandt jeg endelig motivationen til at skabe forandring, og det blev starten på en fantastisk rejse.

Jeg faldt over Enneagrammet, og pludselig så jeg mig selv i et helt andet lys. Med nye redskaber i værktøjskassen og en større forståelse af mig selv fandt jeg endelig ro og balance.

Ro nok til at genfinde min naturlige base.

Og ro nok til at sige farvel til mit faste arbejde og starte op som soloselvstændig konsulent.

Personlig erfaring og personlig udvikling

Da jeg begyndte at arbejde med mig selv og så de positive effekter af indsatsen, fik jeg lyst til at hjælpe andre med at få samme balance i livet.

Derfor tilbyder jeg nu rådgivning ud fra Instinkterne og Enneagrammets 9 personlighedstyper.
Men vigtigere endnu får du en rådgiver, der selv har oplevet sorg og krise på nært hold. Jeg har haft dårligt selvværd og dårlig trivsel på arbejdspladsen. Jeg har også haft kræft, været pårørende til en kræftsyg kæreste og senere fået diagnosen permanent ufrivillig barnløs.

Alt det til trods har jeg det godt i dag.

Jeg kender mig selv, jeg hviler i mig selv, og jeg ser langt lysere på tilværelsen end jeg gjorde før.

Giv lyd hvis du vil opleve samme transformation – for dine klienter eller for dig selv.
De stille stemmer
En af de ting, jeg har kæmpet med, er modet til at stå frem. At bruge min stemme, tro på mig selv og mine kompetencer. Det fortæller jeg om i podcasten De stille stemmer, som ligger på Spotify, Apple Podcasts og Google Podcasts.

Lyt og lær. Min podcast hjælper dig med at træde ud i livet som det smukke menneske du er.
At gøre godt for andre gør godt for dig selv
Når jeg ikke underviser, holder foredrag eller har 1:1 sparringssessioner, arbejder jeg som frivillig facilitator for foreningen Selvhjælp Herning, der driver over 50 selvhjælpsgrupper for børn og voksne.

Her har jeg blandt andet været en del af et 3-årigt projekt, der testede naturen som ramme for bedre trivsel. I SnakUd-gruppen blev alle sessioner eksempelvis gennemført udendørs, og efter bare 12 møder rykkede de unge fra kategorien ”risiko for depression og stressbelastning” til kategorien ”ikke umiddelbart risiko for stressbelastning”.

Den slags resultater gør mig stolt og glad helt ind til benet. Det er lidt en kliché, men for mig giver det mening: At gøre godt for andre gør godt for dig selv.
Styrk dit naturlige fundament

Jeg skaber øget trivsel, motivation og mod – både for dig og dine klienter.