Når relationer bliver et regneark – og hvordan vi kan finde tilbage til det levende
Forleden havde jeg en spørgetime med mine nyhedsbrevslæsere.
De følger mit arbejde med vores tre instinkter – og hvordan de, ofte ubevidst, former vores valg, vores relationer og den måde, vi er i verden på.
Det er også det, jeg arbejder med i min 1:1-rådgivning, og det er et centralt tema i min kommende bog. Ikke kun som fagligt stof, men fordi jeg selv har erfaret, hvor meget ubevidste mønstre kan holde både livsglæde og livskraft på afstand. Hvordan både mental og fysisk sundhed kan stagnere, når vi igen og igen bevæger os ud fra gamle strategier, uden at være klar over det.
Når relationer føles svære
I spørgetimen begyndte vi at tale om, hvorfor relationer nogle gange føles svære. Ikke nødvendigvis fordi der er konflikt, men fordi der kan ligge en mere stille uro under overfladen.
En frygt for at skylde.
For at fylde for meget.
Eller for lidt.
Her satte jeg ord på noget, jeg ofte ser i mit arbejde:
Hvordan vi – helt ubevidst – kan komme til at tage mere ansvar for relationen, end der egentlig er vores. Hvordan vi giver lidt mere, holder lidt mere sammen og mærker lidt mindre efter.
Ikke fordi vi vil.
Men fordi det er sådan, vores instinkter og gamle strategier har lært os at navigere i relationer.
Over tid kan det dræne både energi og nærvær. Selv i relationer, der betyder noget.
Hvis relationen var en kage
Midt i den samtale kom et billede frem, som har hængt ved siden:
Hvis en relation var en kage – hvilken ingrediens er du så?
Er du melet – det, der fylder mest?
Sukkeret – det, der gør det hele lidt lettere?
Ægget – det, der binder det hele sammen?
Eller bagepulveret – det lille, man næsten ikke lægger mærke til… før det mangler?
Pointen er ikke at finde den “rigtige” ingrediens.
Men at få øje på den rolle, man ofte – automatisk – tager i relationer.
For mange af os er det den samme rolle, igen og igen. Ikke fordi vi har valgt den bevidst, men fordi det er den måde, vi har lært at høre til, skabe tryghed eller bevare forbindelsen.
Fra mønster til bevidsthed
Det fik os til at stoppe op ved et vigtigt spørgsmål:
Giver jeg ud fra et frit valg –
eller ud fra et gammelt mønster, jeg måske slet ikke har stillet et nysgerrigt spørgsmål til?
Ikke nødvendigvis for at lave det hele om med det samme.
Men for at blive mere bevidst om, hvad det er, der driver os i en bestemt retning.
For bevidsthed er ofte det første skridt til, at relationer ikke bliver et regneark – men noget, der føles mere levende. Mere gensidigt. Mere i kontakt med både os selv og den anden.
En invitation
Hvis du har lyst, kan du tage spørgsmålet med dig:
Når du tænker på en vigtig relation i dit liv –
hvilken ingrediens er du der?