Der var en periode i mit liv, hvor jeg oprigtigt troede, jeg var ensom. Ikke fordi jeg var alene. Men fordi jeg ikke følte mig mødt.
Jeg kunne se relationer omkring mig.
Samtalerne MenneskerOg alligevel var der en fornemmelse af afstand – som om forbindelsen manglede noget.
Det tog mig noget tid at forstå, hvad det egentlig handlede om.
For mig handlede det ikke om mangel på mennesker.
Det handlede om mit relationsinstinkt.
Jeg havde ikke lært at række ud.Jeg ventede – helt ubevidst – på, at de nærmeste relationer skulle mærke mig og komme mig i møde.
Det gjorde de ikke.
Men da jeg selv begyndte at række ud…så opdagede jeg noget andet.
Der var et netværk. Der var forbindelser.De kom bare ikke altid derfra, jeg havde forventet.
Da jeg begyndte at forstå mine instinkter – og især mit relationsinstinkt – skete der noget afgørende:
Min livsenergi vendte tilbage. Jeg begyndte at nyde livet igen.Samtidig mistede følelsen af ensomhed sit greb.
I dag ser jeg ensomhed anderledes.
Nogle gange handler den ikke om at være alene – men om at en del af os endnu ikke har fået lov til at folde sig helt ud.
Det er ikke en fejl.
Det er en invitation. 
